Velkommen til MC Island


Klubben blev stiftet sommeren 2003 og vi er i skrivende stund sommeren 2022 18 medlemmer. Vi er en samling af 18 glade motor entusiaster. De fleste af os kører på motorcykel, men der er også et par amerikanerbil-entusiaster i vores kreds.

Vores mangeårige formand Niels Erland har styret os godt igennem siden 2011, men her i august måned 2022 har Niels valgt at lade formandsopgaven gå videre. Både vi i klubben og alle de glade deltagere på vores årlige træf og andre sociale arrangementer skylder Niels en stor tak for indsatsen! Vi var ikke der hvor vi er i dag, hvis Niels ikke havde været på posten. TAK Niels!

Som ny formand valgtes Flemming Pihl-Kvist (+45 40557910) som ved sin side har næstformanden Richard Brøndum (+45 23803127), en god bestyrelse og en flok lethåndterbare medlemmer.

Alle medlemmer har en eller anden form for tæt tilknytning til Orø og vi indgår som en aktiv del af vores lokalsamfund. Ikke mindst i sammenhæng med det årlige MC træf sidste weekend i august. En begivenhed, der ud over mange motorcyklister udefra også trækker en masse af de fastboende og sommergæster til årets store fest. Der afholdes træf hver eneste weekend sommeren over rundt om i hele Danmark – men vi får altid af vide, at det vi holder på Orø er Danmarks hyggeligste 🙂 Det kan KUN anbefales! Du kan læse mere om årets træf 2022 her.

Vi er i MC Island helt vores egen. Vi er ikke ikke en afdeling af nogen anden klub og vi får ikke nogen form for offentlige tilskud. Derfor kan vi også frit sætte rammerne for vores lokaler og aktiviteter. Så hos os er alle velkomne til hver en tid – med og uden motorcykel, blot man har respekt for andre mennesker og opfører sig ordentligt. Vi tager derfor som en selvfølge afstand fra alle former for kriminalitet, og behandler både hinanden og alle gæster med stor respekt.

Respekten gør også, at vi er en klub der bygger 100 % på demokrati. Alle medlemmer har en stemme og kan vi ikke blive 100 % enige er det flertallet, der sætter retningen.

Vi har fast klubmøde i klubhuset den første fredag i måneden fra 18 til ca. 20. Så snart mødet er overstået åbner vi dørene og hygger os med hinanden og gæster i vores gode rammer. Normalt er der også nogen i klubben hver tirsdag omkring kl. 19.

Når du planlægger en tur rundt på Sjælland, er Orø et perfekt mål. Turen hertil går ad små snoede og bakkede veje – kræs for en mc entusiast! Så hvorfor ikke lige komme forbi? Vi er her og vil gerne tage imod i klubhuset og hvis vi får en info om din/Jeres ankomst hjælper vi gerne til så godt vi kan.

Klubhusets adresse er: Brøndevej 49, 4305 Orø. For at sikre du kommer godt frem kan du her på siderne finde både rutevejledning og link til sejlplanerne for de to færgeruter der betjener øen. Og vil du vide mere om Orø, så er der også link til “Info om Orø”.